|
Behandling af Amyotrofisk Lateral Sklerose og Multipel Sklerose Med Antibiotika Burton A. Waisbren, M.D., F.A.C.P.,*
F.I.D.S.A.† American College of America, WI 53211. 1 (Google oversat og der tages forbehold for oversættelsesfejl E-Nyt smba - Kontakt: Helse-Stuen)
Konceptet med at behandle infektioner og andre alvorlige sygdomme baseret på mulighed frem for sandsynlighed er ikke nyt. Hvem blandt læserne af dette essay har ikke tilføjet et antibiotikum til behandlingen af feber af ukendt ætiologi på grund af muligheden for, at det kan være forbundet med en bakteriel infektion? Har de fleste onkologer ikke givet patienter med alvorlig cancer kemoterapi på grund af muligheden for, at det kan hjælpe dem? Det er i denne referenceramme, at dette essay foreslår, at ceftriaxon bør tilføjes til behandlingsprogrammer for amyotrofisk lateral sklerose (ALS) og dissemineret sklerose (MS) på grund af deres mulige relation til Lyme-sygdom. Først vil vi diskutere de erfaringer, der kan drages af syfilis, som er den spirochetale sygdom, der er tættest beslægtet med borreliose. Ref. 1. Derefter vil vi præsentere anekdoter om tilfælde af ALS og MS set på Waisbren-klinikken. Disse anekdoter understøtter konklusionen om, at der er en mulighed for, at behandling for borreliose kan hjælpe nogle patienter, der bor i områder, hvor borreliose er endemisk, og som har syndromer, der er kompatible med MS og ALS. Ref. 2 Endelig vil der blive henvist til artikler i litteraturen, der kan være med til at forklare anekdoterne i denne artikel. Ref. 3-20
Erfaringer fra syfilis kan meget vel anvendes til
at overveje borreliose, fordi begge disse tilstande er forårsaget af
spirochetes. Begge sygdomme har primære, sekundære og tertiære
manifestationer. Ref. 3,4,5 Begge har elementer af autoimmunitet. I
tilfælde af syfilis kan den tertiære fase reagere på
antibiotikabehandling givet mange år efter den første fase. Ref. 5
At spiroketter kan forblive levende i kroppen i hviletilstand i
årevis, kan validere behandlingen af borreliose efter et langt
interval efter debut . Ref. 5 Både syfilis og borreliose reagerer
med en Herxheimer-reaktion på antibiotikabehandling givet længe
efter eksponering. Ref. 6,7
I 1988 spurgte en kvinde, hvis mor var i sidste
fase af ALS, mig, om det var muligt, at hendes mors kliniske billede
var forårsaget af borreliose. Forud for den hurtige udvikling af ALS
var der mistanke om Lyme-sygdom, fordi hendes immunfluorescerende
antistoftiter mod Borrelia var over 1:1000. Ref. 21 På grund af
sygdommens hurtige progression og påvisningen af anti-Borrelia-antistof
besluttede patienten, hendes datter og jeg selv at en kur med
ceftriaxon kunne være umagen værd. Dette skyldtes, at stoffet for
nylig havde vist sig at være aktivt mod Borrelia. Ref. 22 Ceftriaxon
blev givet intravenøst i en dosis på 2 g. Per dag. På den fjerde
dag, seks timer efter en dosis ceftriaxon, blev patienten fundet død
i sengen. På det tidspunkt følte alle berørte, at hendes død
skyldtes en manifestation af ALS. I lyset af den nuværende viden om,
at Herxheimer-reaktionen opstår efter ceftriaxon-behandling for
borreliose, ved vi nu, at Herxheimer-reaktionen kan have fundet sted
og været involveret i det dødelige udfald. Ref. 6,7
I 1994 så jeg to tilfælde af klassisk svær langt fremskreden MS, der fulgte efter dokumenteret borreliose, som de havde lidt mange år før. Jeg behandlede begge disse med ceftriaxon med ligegyldige resultater. I 2001 så jeg i tæt rækkefølge to patienter, der var blevet udsat for flåtbid, der havde resulteret i en klassisk dermatologisk reaktion fra borreliose. Den første patient havde været syg i et år med træthed, feber, paræstesi og ustabilitet på fødderne. En MR af hendes hjerne havde afsløret fund i overensstemmelse med MS. Hendes søgning på "nettet" overbeviste hende om, at hun havde borreliose, fordi hun havde været udsat for flåter og havde udslæt lige før hun blev syg. Serologiske tests var tvetydige. Jeg var enig i hendes diagnose og sørgede for, at hun fik en 21-dages kur med ceftriaxon 2 gram intravenøst. Hun blev afebril, hendes ledsmerter forsvandt, og hun blev i det væsentlige asymptomatisk. I løbet af flere måneder kunne hun genoptage sit fuldtidsarbejde, hvorfra hun var på invalideorlov. MRI'er udført årligt siden da har ikke vist nogen progression af de abnormiteter, der blev anset for at være i overensstemmelse med MS. Hun forbliver på suppressiv doxycyclinbehandling. Den 4. juli 2001 fik den anden patient et flåtbid efterfulgt af et udslæt. Udslættet varede i en måned, og hendes milde gigt blussede op til det punkt, at hun var ved at blive ude af stand til at arbejde. Hun konkluderede, at hun måske havde borreliose, og jeg var enig. Hun fik en 21-dages kur med ceftriaxon 2 gram intravenøst med gradvis bedring, og hun vendte tilbage til arbejdet. Hun blev holdt på oral doxycyclin, azithromycin og cefuroxim. Efter den første kliniske respons udviklede hun paræstesier og balancebesvær og blev i juli 2003 så ataksisk, at hun havde svært ved at stå. Hun var hyperrefleksiv. Hendes MR viste resultater, der var kompatible med MS. På det tidspunkt besluttede jeg at behandle hende med glatirameracetat og endnu en kur med intravenøs ceftriaxon. Ref. 25 Hun udtalte fem dage efter starten på glatirameracetat, at hendes balance var stærkt forbedret. Hun er nu tilbage på fuld tid, men hun er stadig noget ataksisk og har ledsmerter, der er mere typiske for borrelia end for MS. Hun bliver fastholdt på oral doxycyclin og azithromycin. En forsinkelse i at få den intravenøse ceftriaxon i gang, gjorde det muligt for hende at observere en hurtig klinisk respons af hendes ataksi, som muligvis skyldtes glatirameracetatet. Det fristende aspekt af denne del af hendes historie er, at det rejser spekulationer om, at glatirameracetat i tilfælde af borreliose med autoimmune træk kan være umagen værd som en del af den indledende forebyggende behandling.
Der er artikler i den medicinske litteratur, der stemmer overens med hypotesen om, at borreliose kan forårsage et klinisk billede, der næsten er identisk med MS. Pachner har kaldt borreliose for den store imitator.3 Chmielewska-Badora har stillet spørgsmålstegn ved, om der er en sammenhæng mellem borreliose og MS. Ref. 10 Lakos har udtalt, at borreliose kan efterligne MS.Ref. 11 Lana-Peixoto har rapporteret positiv serologi for borreliose ved MS. Ref. 12 Garcia-Monco har fundet antistoffer mod myelin basisprotein i borreliose.Ref. 13 Martin har påvist, at Borrelia burgdorferi kan fungere som en trigger for autoimmune T-cellereaktioner i centralnervesystemet. Ref. 14 En mulig forklaring på dette fænomen er, at Borrelia burgdorferi udviser molekylær mimik med humant nervevæv. Ref. 16 Molekylær mimik kan fremkalde antimyelin-T-celler mod myelinbasisprotein. Ref. 14 Baig, et al. demonstrerede celler, der udskiller antistoffer mod myelinbasisprotein i cerebrospinalvæske hos patienter med Lyme neuroborelliosis. Ref. 17 Gay og Dick har henvist til litteratur, der tyder på, at Borrelia burgdorferi kan forårsage demyelinisering som en efterfølger af borreliose. Ref. 18,19,20 De udtalte: "Det synes uundgåeligt, at nogle patienter, især i et område, hvor 4 Behandling af MS og ALS med antibiotika Lyme-sygdom er endemisk, som er blevet mærket som "mulig MS", vil i sidste ende blive vist at have Lyme demyeliniserende encefalopati." De foreslog endvidere, at "En søgning efter disse patienter bør foretages i endemiske områder." Ref. 18 De bestræbelser, der er rapporteret her, ser ud til at have understøttet deres forslag.
Hvis der er læger, der mener, at muligheden for ALS- og MS-syndromer er værdig til et forsøg med ceftriaxonbehandling, er der nogle forbehold, som man bør huske på. Patienterne og deres familier skal gøres opmærksomme på, at der kun er en mulighed for, at det kan være gavnligt at blive behandlet med ceftriaxon. Det skal understreges over for patienten, at dette er et forsøg på at hjælpe dem og ikke et eksperiment. Den relative sikkerhed af ceftriaxon kan understreges. Patienten bør have mulig eksponering for borreliose, men serologiske test behøver ikke at være positive for at komme i betragtning til behandling. Derudover er de nu medicin, der har vist sig at have nytte i behandlingen af ALS og MS. De skal på sigt indgå i behandlingsplanen. Riluzol er af nogle blevet fundet at være nyttigt ved ALS, og glatirameracetat og beta-interferon har nytte i behandlingen af MS. Ref. 25,26 Hvornår og hvordan ceftriaxon skal passe ind i behandlingsprogrammet skal overvejes. I de fleste tilfælde virker et 30-dages forsøg med ceftriaxon før brug af riluzol eller glatirameracetat ikke urimeligt. Muligheden for en alvorlig Herxheimer-reaktion bør overvejes. Ref. 6,7 ALS-patienter bør monitoreres nøje for dette på grund af de respiratoriske vanskeligheder, der er forbundet med denne sygdom. En Herxheimer-reaktion skal forberedes hos gravide kvinder, fordi graviditet har vist sig at være en høj risikofaktor hos kvinder behandlet med penicillin for syfilis. Kuhn har udtrykt den opfattelse, at god hypotese skal være innovativ nok til at skabe en interesse og åben nok til at invitere til yderligere undersøgelse. Ref. 27 Den yderligere undersøgelse, som vores hypotese foreslår, kunne være en megaanalyse af patienter behandlet for ALS og MS med ceftriaxon. Disse patienter kan findes gennem rapporter på internettet og i rapporter til de samfund, der er dedikeret til ALS og MS. Disse nationale ALS- og MS-organisationer kan være villige til at fungere som et clearingcenter for at finde patienter, hvor en sammenhæng mellem ALS eller MS og Lyme-sygdom forekommer sandsynlig. De kan også være villige til at anmode om rapporter vedrørende resultaterne af ceftriaxonbehandling hos patienter med ALS og MS. Dette kunne gøres ved et spørgeskema sendt til patienter i databanker. Forbeholdet vedrørende forsøg på at evaluere behandling af ALS med ceftriaxon er, at der sandsynligvis eksisterer mere end én udløsende årsag til ALS. De omfatter geografiske, genetiske, elektriske og andre mikrobielle påvirkninger. Ref. 28,29,30 Det kan meget vel være, at kun et mindretal af ALS-syndromer er involveret i Borrelia-organismer. Hvis det er tilfældet, kan kun et lille antal tilfælde reagere på ceftriaxon. Behandling af kun de patienter med solide serologiske tegn på sygdom eller dem fra stærkt inficerede områder kan være mest frugtbar. Da ALS næsten uundgåeligt er dødelig, vil kun nogle få langtidsoverlevere, der fik ceftriaxon, være af særlig interesse. I tilfælde af MS, der behandles for muligheden for borreliose, kan evaluering af serielle undersøgelser af antallet af anti-myelin T-celler i deres blod være nyttig. Ref. 14 I tilfælde af ALS, molekylær mimik mellem polypeptidet i Borellia og i de laterale nerveceller vil være umagen værd at konstatere. En læge og hans/hendes patient, der overvejer behandling af ALS og MS med ceftriaxon, skal afveje fordele og ulemper. Fordelene er, at der er nogle rationelle grunde til at gøre dette, og disse 6 behandlende MS og ALS med antibiotika-patienter har nok at tabe til, at de kan "gribe fat i sikre strå". Ulemperne er, at høresay-beviser altid er mistænkelige, selvom man kun behøver at gå tilbage til opdagelsen af digitalis for at indse, at opmærksomhed på høresay-beviser har givet resultater i fortiden. Ref. 31
1. Hyde FW, Johnson RC. Genetic relationship of lyme disease spirochetes to Borrelia, Treponema, and Leptospira spp. J Clin Microbiol. 1984 Aug;20(2):151-4. 2. Steere AC, Malawista SE. Cases of Lyme disease in the United States: locations correlated with distribution of Ixodes dammini. Ann Inter Med. 91:730-3. 3. Pachner AR. Borrelia burgdorferi in the nervous system: the new "great imitator". Ann N Y Acad Sci. 1988;539:56-64. 4. Ackerman R. Tertiary neuroborreliosis: The enlarging spectrum, abstracted. Fourth International Symposium on Lyme Borreliosis, June 1990, Compendum of Abstracts A;27. 5. Lukehart SA, Hook EW 3rd, Baker-Zander SA, Collier AC, Critchlow CW, Handsfield HH. Invasion of the central nervous system by Treponema pallidum: implications for diagnosis and treatment. Ann Intern Med. 1988 Dec 1;109(11):855-62. 6. Silberstein P, Lawrence R, Pryor D, Shnier R. A case of neurosyphilis with a florid Jarisch-Herxheimer reaction. J Clin Neurosci. 2002 Nov;9(6):689-90. 7. Maloy AL, Black RD, Segurola RJ Jr. Lyme disease complicated by the JarischHerxheimer reaction. J Emerg Med. 1998 May-Jun;16(3):437-8. 8. Waisbren BA, Cashman N, Schell RF, Johnson R. Borrelia burgdorferi antibodies and amyotrophic lateral sclerosis. Lancet. 1987 Aug 8;2(8554):332-3. 9. Halperin JJ, Kaplan GP, Brazinsky S, Tsai TF, Cheng T, Ironside A, et al. Immunologic reactivity against Borrelia burgdorferi in patients with motor neuron disease. Arch Neurol. 1990 May;47(5):586-94. 10. Chmielewska-Badora J, Cisak E, Dutkiewicz J. Lyme borreliosis and multiple sclerosis: any connection? A seroepidemic study. Ann Agric Environ Med. 2000;7(2):141-3. 11. Lakos AAL, Telegdy G, Kali G, Prinz E. Lyme disease imitating multiple sclerosis. Presented at the Ninth International Congress on Infectious Diseases, Munich. Ban & Budai. 1986. 12. Lana-Peixoto MA. Multiple sclerosis and positive Lyme serology. Arq Neuropsiquiatr. 1994 Dec;52(4):566-71. 13. Garcia-Monco JC, Coleman JL, Benach JL.
Antibodies to myelin basic protein in Lyme disease. J Infect Dis.
1988 Sep;158(3):667-8. 8 Treating MS and ALS with Antibiotics 15. Dai Z, Lackland H, Stein S, Li Q, Radziewicz R, Williams S, Sigal LH. Molecular mimicry in Lyme disease: monoclonal antibody H9724 to B. burgdorferi flagellin specifically detects chaperonin-HSP60. Biochim Biophys Acta. 1993 Mar 24;1181(1):97-100. 16. Aberer E, Brunner C, Suchanek G, Klade H, Barbour A, Stanek G, Lassmann H. Molecular mimicry and Lyme borreliosis: a shared antigenic determinant between Borrelia burgdorferi and human tissue. Ann Neurol. 1989 Dec;26(6):732-7. 17. Baig S, Olsson T, Hojeberg B, Link H. Cells secreting antibodies to myelin basic protein in cerebrospinal fluid of patients with Lyme neuroborreliosis. Neurology. 1991 Apr;41(4):581-7. 18. Gay D, Dick G. Spirochaetes, Lyme disease, and multiple sclerosis. Lancet. 1986 Sep 20;2(8508):685. 19. Reik L Jr, Smith L, Khan A, Nelson W. Demyelinating encephalopathy in Lyme disease. Neurology. 1985 Feb;35(2):267-9. 20. Kohler J, Kasper J, Kern U, Thoden U, Rehse-Kupper B. Borrelia encephalomyelitis. Lancet. 1986 Jul 5;2(8497):35. 21. Russell H, Sampson JS, Schmid GP, Wilkinson HW, Plikaytis B. Enzyme-linked immunosorbent assay and indirect immunofluorescence assay for Lyme disease. J Infect Dis. 1984 Mar;149(3):465-70. 22. Dattwyler RJ, Halperin JJ, Pass H, Luft BJ. Ceftriaxone as effective therapy in refractory Lyme disease. J Infect Dis. 1987 Jun;155(6):1322-5. 23. Carelli V, Liguori R, Cordivari C, Bianchedi G, Montagna P. Ceftriaxone is ineffective in ALS. Ital J Neurol Sci. 1994 Feb;15(1):66. 24. Lo R, Menzies DJ, Archer H, Cohen TJ. Complete heart block due to lyme carditis. J Invasive Cardiol. 2003 Jun;15(6):367-9. 25. Johnson KP, Brooks BR, Cohen JA, Ford CC, Goldstein J, Lisak RP, et al. Copolymer 1 reduces relapse rate and improves disability in relapsing-remitting multiple sclerosis: results of a phase III multicenter, double-blind, placebo-controlled trial. 1995 [classical article] Neurology. 2001 Dec;57(12 Suppl 5):S16-24. 26. Desai J, Sharief M, Swash M. Riluzole has no acute effect on motor unit parameters in ALS. J Neurol Sci. 1998 Oct;160 Suppl 1:S69-72. 9 Treating MS and ALS with Antibiotics 27. Kuhn TS. The structure of scientific revolution. Univ. of Chicago Press, 2nd edition, 1975 28. Gawel M, Zaiwalla Z, Rose FC. Antecedent events in motor neuron disease. J Neurol Neurosurg Psychiatry. 1983 Nov;46(11):1041-3. 29. Plato CC, Galasko D, Garruto RM, Plato M, Gamst A, Craig UK, et al. ALS and PDC of Guam: forty-year follow-up. Neurology. 2002 Mar 12;58(5):765-73. 30. Cashman NR, Gurney ME, Antel JP. Immunology of amyotrophic lateral sclerosis. Springer Semin Immunopathol. 1985;8(1-2):141-52. Review. 31. Withering W. An account of the foxglove and some of its medical uses: with practical remarks on dropsy and other diseases. London: J and J Robinson, 1785. Treating MS and ALS with Antibiotics 10 |
|
|
|
Copyright and Responsible 2008-2024 © E-Nyt smba (cvr 29814546) |